
Det er kun lidt over et år siden, at Psapp udgav deres debutalbum Tiger, My Friend. Siden da er det gået stærkt for London-duoen. De har fået deres musik med i diverse tv-serier som Grey’s Anatomy, hvortil de leverede temaet, samt The OC. De har haft en sang med i en Volkswagen-reklame, turneret for første gang og landet en pladekontrakt med det chikke Domino-label. Her på The Only Thing I Ever Wanted fortsætter Galia Durant og Carim Clasmann med at skabe udsøgt, skæv og poppet indie-tronica. Lydbilledet er som på debuten legesygt og spændende. Durants stemme præger stadig sangene med sin smukke, let melankolske tone, og Psapp viser på den flotte piano-ballade Make Up, at de også nemt kan klare sig uden elektricitet. Efter at have fordøjet The Only Thing I Ever Wanted sidder man tilbage med indtrykket af en duo, der har masser af talent og trods en sund interesse for alternativt lydmateriale altid har fængende melodier og fornemme arrangementer i fokus. The Only Thing I Ever Wanted er en bedårende plade.