x
På kosmisk himmelfart fra Texas til Thailand, men ikke uden skydække og lufthuller

Khruangbin, KB Hallen, København

På kosmisk himmelfart fra Texas til Thailand, men ikke uden skydække og lufthuller

Anmeldt af Peter Lykke Madsen | GAFFA

Der er skrevet en del om udfordringen i at få et fast greb om Khruangbins musik, genremæssigt.

Det samme kan siges at gøre sig gældende om en Khruangbin-koncert. Spiller de syrerock på diskoteket eller disko, for folk der ikke vil danse? Under aftenens koncert udelukker det ene øjensynlig ikke det andet.

Generelt set er Khruangbins materiale instrumentalt til aftenens koncert. Bandets bagkatalog har da også en ret anseelig del instrumentale numre, men jeg vil nu alligevel påstå, at der er lidt slagside til denne koncert. Et ikke umodigt (uproblematisk?) valg, når vi kommer op i venue-størrelser af den kategori som KB hallen befinder dig i.

I de første vel godt 40 minutter får vi en dronende (drænende?) omgang syre, hvor Laura Lee på bas lægger en tung og solidt vuggende bund, som Mark Speers guitar så kan tage på legende og afsøgende himmelfart ud fra, for gang på gang at vende hjem til sin base, for så at tage af sted igen. Og hold da op, hvor kan han vride mange følelser og stemninger ud af den guitar – hvis den ikke græder, så synger den nærmest, og hvis foråret har svært ved at få fat udenfor, så brænder Texas-solen fra Speers strenge. Men, og det er måske aftenens altoverskyggende ”men” – det hele bliver også bare en lille smule ensformigt. Måske bedst symboliseret ved Lee og Speers langsomt vuggende vandring hen over scenen, hvor de mødes på midten i deres faste rute frem og tilbage til scenens to ender – sådan vugger det hele sådan lidt frem og tilbage. På papiret lidt stillaseret og afmålt – men trods alt ikke uvedkommende, dertil lyner guitaren for klart.

Men pludselig sker der et ryk i koncerten, og den lidt tunge søndags-stener, der har bredt sig ud over publikum løftes nu. Der er måske tale om ”feje tricks”, men Khrungbin har sadlet om og sender nu disko-rytmer ud over salen, ligesom Laura Lee går til mikrofonen og giver os den fine ”So We Won’t Forget” fra Mordechai-albummet.

Den musikalske spredning, som Khruangbin er inspireret af og dyrker, ses måske bedst i det medley, som er fast inventar på touren. Her bliver der lagt for med Bowies ”Let’s Dance”, inden vi tager en lille tour de force igennem 90’er hiphoppen, inden vi lander igen med Chris Isaaks ”Wicked Game” – og som om det ikke var nok, er der senere i koncerten også bidder fra Dick Dales surf-rock klassiker ”Misirlou”, som glider videre over i Sugarhill Gangs ”Apache”, og under ekstranumrene får vi endelig et egentligt cover af Snap!’s  dance-klassiker ”Rhythm is a Dancer” – det sidste vil jeg tillade mig at kalde lige gimmick-y nok.

Ekstranumrene har ellers budt på aftenens ubestridte højdepunkt – sætliste-konstruktionen leder tankerne hen på Mette Frederiksens hockeystav, og det har som nævnt været et lidt langt skaft, før kurven steg – men det gør den så også med eftertryk på en udstrakt og løssluppen version af ”Time (You and I)”. Her bliver kontrollen lagt på hylden, og det rykker for alvor – det er selvfølgelig en fin taktik at bygge op til et klimaks i koncerten, men man står alligevel og ønsker sig, at tøjlerne var blevet sluppet lidt før.

Et andet lille højdepunkt er ”Pelota”, som måske nok bliver leveret lidt fladt og på en måde ligger lidt aparte, nærmest som en lille pop-sang midt i guitarfladerne, men på det tidspunkt trængte jeg i hvert fald til at høre en sang, og det er altså et af bandets bedste numre.

Det er uden tvivl en oplevelse at være til Khruangbin-koncert, imellem det eminente guitar-spil, besøget på musikbiblioteket og den enorme spejlkugle, der aftenen igennem er centrum for et imponerende lysshow, men det kan altså ikke helt trække næsten to timer – dertil bliver det for ensformigt. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA