x

Skunk Anansie
Post Orgasmic Chill

Skunk Anansie: Post Orgasmic Chill

GAFFA

Album / Virgin
Udgivelse D. 06.04.1999
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

De fleste mænd bliver blidere med alderen; det bliver kvinder som bekendt ikke. Den rapkæftede og militant aggressive Skin fra tordenbetvingerne Skunk Anansie har bestemt ikke til hensigt at anlægge en blidere tone på bandets tredje udspil Post Orgasmic Chill. Albummet følger den tidligere opskrift, som har beordret hårde og kantede rocksange spædet op med stort opslåede ballader. Med Paranoid & Sunburnt (1994) og Stoosh (1996) har Skunk Anansie på ganske overbevisende vis formået at holde liv i en militant rockmusik, der har et åndeligt slægtskab med technotrasherne Prodigy og i dag kan få Rage Against The Machine til at lyde som en pubertær bøvs. Det er i høj grad sangerinden Skin, der ikke så meget synger, men mere vrænger sin verdensvrede ud, der er den bærende kraft i dette musikalske misfoster. Hendes udbrud bliver blæst frem af et hidsigt guitarartilleri og ellers banket på plads af en tonstung rytmesektion. De kontante udfald afløses så jævnligt af en forsøgsvis syngende Skin, der græder lidt med hjertet i de melodiøst overbelæssede ballader. Post Orgasmic Chill kan derfor ikke skuffe de hårdkogte fans, der til sommer får mulighed for en fælles ekstase på Roskilde Festivalen, hvor netop et band som Skunk Anansie er i sit rette element.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA