x
Blur: 13

Blur
13

Blur: 13

GAFFA

Album / Food
Udgivelse D. 06.04.1999
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det starter eller så fredfyldt med den smukke 7 minutter lange hymne Tender på det sjette udspil 13 fra Blur, hvor et himmelsk gospelkor sammen med sangeren Damon Albarns sagte vokal sørger for, at simple virkemidler bliver ophøjet til meget og mere. Men herfra er det slut med at stryge hunden med hårene, kun på den vuggende lo-fi agtige Coffee & TV anes, hvad bandet startede ved at indhente nyt musikalsk terræn på forgængeren Blur. I stedet for fuldbyrder de trangen til nyskabelse i en sådan grad, at det grænser til kommercielt selvmord. Den sidste snak om Blur under etiketten britpop og spekulationerne om strabadserne med kollegerne fra Oasis bliver for evigt jævnet i jorden. Hvor Oasis står totalt i stampe med deres retro-lidenskab, har Blur bevæget sig lysår væk fra udgangspunktet på de første albums. Omvæltningerne skal også ses som guitaristen Graham Coxons, der sidste år udgav den eksperimenterende soloplade The Sky's Too High med hang til amerikansk lo-fi og lysten til at lege med seksstrengende deformiteter. At bandet har hentet produceren William Orbit ind til at indfange den musikalske hybrid gør selvfølgelig grænserne udflydende. Den underspillede 1992 bevæger sig monotont ud i intetheden til skingre toner af en fordrejet synthesizer, mens den buldrende Battle bevæger sig mellem symfoni og infernalsk guitarstøj. Blurs trang til at arbejde i lydlandskaber, hvor de lader musikken føre dem hvorhen den end må.gå, er et af kendetegnene ved 13, således former både.Trailerpark og Caramel sig som to langstrakte collager, der stopper op til flere gange for at sætte i gang igen, og hvor lagene er mange - her har krautrocken gjort sin pligt; nemlig at forføre. Et andet træk er de komplet udfarende Bugman, Swampsong og.B.L.U.R.E.M.I., hvor de spiller som spedalske på grænsen mellem trash og punk; her kan kun den hårde kerne følge med. Om Damon Albarn har fået ø-kuller i sit domicil på Island vides ikke, men hans forliste forhold med Justine Frishmann er det gennemgående tema.på tekstsiden, hvor han som en slags selvterapi lader sit savn trille som salte tårer ned i rillerne som på Caramel 'I gotta get.over, I gotta get better....I gotta stop smokin', I gotta get better'. Blur er på 13 blevet en uhåndterlig sag, der har lavet et yderst komplekst udspil, som skal høres igen og igen, før den siver ind,.men spændende er det. Fanskaren vil ganske givet blive delt i to lejre, den ene vil lade lytteren tilbage med en forundrende måben, mens resten vil løbe skrigende væk skræmt fra vid og sans.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA