x
Line Kruse: bånd

Line Kruse
bånd

ANMELDELSE: Dansk/fransk modernitet med violin i front

GAFFA

Album / Continuo Musique
Udgivelse D. 22.04.2022
Anmeldt af
Ivan Rod

Violinisten, Line Kruse, er nok dansk, men hun er også med lidt god vilje fransk, til dagligt bosat i Paris, og dét er en central pointe her. Ophavskvinden til albummet, bånd, er nemlig forbundet til Danmark og Frankrig med et imaginært bånd, lige som hun er forbundet til jazzen såvel som den klassiske og latinamerikanske musik og med glæde udstiller denne forbundethed. Især nu, hvor Coronapandemiens restriktioner og afledte afsondrethed

Med sig på bånd har Line Kruse et fransk strygerensemble, Bow Lines, og en dansk all-star jazzseptet bestående af Jesper Riis, Frederick Menzies, Steen Nikolaj Hansen, Peter Rosendal, Kaspar Vadsholt og Jonas Johansen foruden gæstevokalisterne Helgi Jonsson og Cæcilie Norby. Sammen skaber de mange medvirkende kunstnere (i alt 24) et næsten konkret billede af båndets betydning.

Materialet er for størstedelens vedkommende originalt, skrevet til bånd af Line Kruse. Men på albummet indgår også to kompositioner af Carl Nielsen (blandt andet Den milde dag er lys og lang) og en af Burt Bacharach (That’s What Friends Are For) – næsten som var de vidnesbyrd om Line Kruses spændvidde.

Skal jeg forsøge at indkredse den musikgenre, hun har lagt ned i rillerne på sit album, er konklusionen da også, at musikken balancerer mellem de nævnte genrer, måske nok læner sig mest op ad (bigband)jazzen, men rummer elementer fra alle hjørner af Line Kruses værktøjskasse. Og at det er muligt for hende at forene alt disse i ét udtryk skyldes naturligt nok, at hun selv er vidtfavnende som komponist, arrangør og udøvende musiker. Men også at hun har en facetteret rutine med sig fra koncerter og turneer med navne som The Gotan Project, Youn Sun Nah og Céline Dion.

Havde man troet, at violinen var et instrument, der havde udspillet sin rolle i rytmisk musik, må man revidere opfattelse, for Line Kruse giver instrumentet liv og nutidig nerve – for eksempel i et nummer som ”Enigma,” det nummer, der mest af alle minder om båndet til Latinamerika/Argentina. Det nummer er gribende. Men også Bacharachs klassiker (med Cæcilie Norby som vokalist) er smukt forløst – ligesom albummet som helhed er ambitiøst og solidt forløst, vellykket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA