x
Lucky Lo bød på både inderlighed og vildskab

Lucky Lo, Spot Festival, Rytmisk Sal, Musikhuset Aarhus

Lucky Lo bød på både inderlighed og vildskab

Anmeldt af Siff Haar-Lund | GAFFA

Det er blot et år siden, at det musikalske projekt Lucky Lo udgav sin debutsingle, hvilket er helt vanvittigt at tænke på. Her kan man virkelig snakke om en debut, der har taget musikbranchen med storm. Og det har da også været et ret godt år, hvis Lucky Lo selv skulle sige det.

Da dørene åbnede, strømmede de mange glade festivaldeltagere til, og allerede inden koncertens start var Rytmisk Sal fyldt af et glad og forventningsfuldt publikum. Lucky Lo blev modtaget med at kæmpe bifald, da hun og bandet indtog scenen som vaskeægte stjerner, med Lo Ersare i front. Flere bemærkede, at det ikke var Asger Nordtorp, der spillede bas ved denne koncert på Spot Festival. Nordtorp, som også laver musik under kunstnernavnet Guldimund, var i stedet erstattet med bassisten Jens Mikkel Madsen, der eftersigende lærte at spille alle Lucky Los numre under en lydprøve.

Fra første taktslag skabte de et drømmende univers både musikalsk og med betagende visuals som en svævende sol, regnbuens farver og et bølgende hav. På åbningsnummeret “Receiving/Giving” varmede de lækre bløde toner publikummet op og satte gang i de bølgende bevægelser, hvor også Lo havde en dansende krop fra første til sidste nummer. Der var desværre lidt lyd-problemer under den første sang, når Lo sang igennem, men det blev heldigvis hurtigt fikset og fik derved ikke indflydelse på resten af koncerten.

For synge igennem, det kunne hun, og hendes helt igennem karismatiske stemme, der om muligt lyder bedre live end på deutalbummet, var imponerende. Den var lige så bjergtagende i de dybe som i de høje toner, der sendte gåsehud gennem det fyldte lokale.

Koncerten bød på legende mellemstykker med musikalske finurligheder i bedste live-format og med en inderlig vildskab fra den dansk/svenske sanger.

Rytmerne kunne mærkes helt nede bagi på det energifyldte nummer “Ever!”, og det var umuligt at stå stille til, mens Lucky Los storslåede og dog underspillede stemme fik omkvædet til at lyde helt sublimt. 

På sangen “Fruits in the Ocean” blev tempoet sat helt ned, og publikum svajede og svævede til de fortryllende toner om Los første forelskelse i en kvinde. Lige så vel som tekstuniverset er intimt og personligt, så var Lo det også på scenen. Hun opfordrede publikum til at lukke øjnene og tage en dyb indånding, mens hun bad dem huske på, hvor heldige vi er for at være her og være i live. Øjeblikket var en fin måde at præsentere nummeret “Sunrise/Sunset”, der var dedikeret til og skrevet om en veninde fra Aarhus, der desværre ikke er iblandt os længere.

Stemningen i lokalet blev tilført en intimitet og en ømhed, der stod i fin kontrast til Lucky Los mere dansable numre, men som samtidig også viste den dybde og diversitet, der findes i hendes sangskrivning og musikalske univers. Det var et særligt øjeblik, der frembragte store følelser, mens en stjernehimmel og solopgang på scenen skabte den rette atmosfære i rummet på fineste vis.

Og fra de store følelser til de store musikalske præstationer, hvor bandet sammen skabte en musikalsk legeplads. Nogle af numrene fik tilsat lidt ekstra tråd med en overbevisende guitarsolo fra Mads Nørgaard, der gav koncerten en mere rå kant.

Lucky Lo lyder ikke rigtig som nogen andre og heldigvis for det – teksterne er finurlige, og musikken en stor leg, der går op i en højere enhed. På hittet “Supercarry” fik bandet også lov til at gå lidt amok for derefter at tone helt ned, så det til sidst bare var Lo og publikum, der i fællesskab lod omkvædet fylde rummet, mens de sang det igen og igen. Det var ret så magisk, og publikum og Lucky Lo bar i sandhed hinanden gennem en fremragende aften på dette års Spot Festival. 








Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA