x

U2
Pop

U2: Pop

GAFFA

Album / Island
Udgivelse D. 03.03.1997
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

80'ernes største rockband insisterer hårdt på også at.være 90'ernes største rockband. Og sandt at sige, er det svært at finde noget der er større end U2. Lyden er enorm, budskaberne er svulmende, konceptetet er gigantisk, målet er stort og fremfor alt er orginaliteten den største af de bærerende kræfter bag kraftanstrengelsen U2. Med Pop fejer U2 al tvivl af bordet om deres eventuelle eksistensberettigelse med et album, der gentager bedriften Achtung Baby. Pop er et nådesløst møde med 90'ernes musikalske strømninger, der alle filtreres igennem U2's kompakte, men også fintmaskede net. På Pop er 90'erne sat i lyd med så stor overbevisning, at det gør den til et af årtiets musikalske hovedværker uden på nogen måde at aspirere til titlen som klassiker. U2 har nemlig aldrig spillet all time-klassikere. De har altid gået i et med tiden både på det musikalske og åndelige plan, hvor Bonos stærke religiøse/spirituelle bånd har spillet hovedrollen i U2's stort anlagte frelserforestilling. Med en meget velovervejet brug af technoens hektiske virkemidler i albummets mest fremtrædende og stikkende sange indfanger U2 netop tidsånden her på faldrebet af årtusindet. En tid hvor alt forgår, og intet består. På det nærmeste i panik anskriger Bono de religiøse og spirituelle værdier i et forfængeligt håb.om, at kunne finde et fast holdepunkt i en zappende hverdag, hvor begreber som kærlighed og eksistens efterhånden er helt udvandet. Bono er nemlig som altid ude i en ideologisk frelsergerning, og U2 har bestemt ikke opgivet håbet om at redde denne til tider usle verden. Som det kun er de få forundt, slipper U2 helskindet fra denne meget påtrængende frelserattitude, hvilket hovedsageligt skal tilskrives bandets imponerende musikalske troværdighed. Trods den kraftige inspiration fra technoen i adskellige afskygninger er U2 et rockband af den gamle skole, der kan skrue en fabelagtig god melodi sammen. På Pop har selv de mest traditionelle rocksange tilmed få et løft, der gør dem næsten ligeså musikalsk aktuelle, som det er tilfældet med den nye indpakning. The Edges guitar er efterhånden helt ude og kigge på vendpunkterne, og kan på ingen måde indfanges i et traditionelt guitarunivers. Det kan U2's stensolide bund tilgengæld. Netop Adam Clayton og Larry Mullen er garant for, at U2 er verden største rockband, hvor Bono kan flakse omkring i skiftende og kaotiske udklædninger. Pop er derfor musikalsk teamwork, og hvis pop er tidens lyd, så er Popbestemt pop i særklasse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA