x

Robert Cray
Sweet Potato Pie

Robert Cray: Sweet Potato Pie

GAFFA

Album / Mercury / Universal
Udgivelse D. 03.06.1999
Anmeldt af
Peter Widmer

Det er ret populært at servere musikalsk pie for tiden. Først Paul.McCartney med Flaming Pie og nu Robert Cray med Sweet Potato Pie..Dette er den sorte amerikanske blues med mere guitarist og sangers tiende.album. I 1980'erne blev Cray sat op på guitarpiedestalen sammen med for.eksempel. Stevie Ray Vaughan med sin smukke blanding af blues, r&b, soul og.rock. Og med Strong Persuader (1987) tog Cray virkelig kegler, idet.samme kvalitetsalbum blev det bedst sælgende blues ditto i mere end to.årtier. Robert Cray er sandelig også en yderst kompetent musiker og.en sanger med et intenst vokaludtryk. Med Midnight Stroll (1990).indførtes en mere rå lyd end den, der indtil da havde.karakteriseret The Robert Cray Band, og dét klædte orkesteret. Med.Sweet Potato Pie er Cray og Co., det vil sige Jim Pugh (keys), Karl.Savareid (b) og Kevin Hayes (dm) rykket til Memphis for at producere et album,.der i lyd reflekterer den berømte, fede Stax Records 'sound',.personificeret via legendariske Booker T. and The MGs. Den formidable duo The.Memphis Horns er over det hele, og dét er en sand fryd at høre.disse hyperkompetente hornugler - hver gang. .CD'en er produceret af kapelmesteren selv, og består primært af.originalmateriale. Projektet må siges at være lykkedes ret godt..Fra indsledningsnummeret I've Got Nothing Against You, hvor Cray disker.op med nogle fede 'licks', over den smukke, langsomme Back Home, over.up-tempo nummeret Save It, den fine The One In The Middle med.lyrisk guitarspil, til den langsomme Little Birds med fornemt.orgelarbejde og intens vocal fra Cray, den vuggende Otis Redding-komposition.Trick or Treat - nok denne CDs bedste nummer - til den langsomme ballade.Not Bad For Love er der nok af kød til enhver lytter. Problemet.er bare, at alt er så pænt, så pænt. Moster Misse vil.absolut ikke tage anstød af denne CD; hun vil nyde den. Man må.formode, at Robert Cray har et par nosser. Det har musikken på denne CD.bare ikke. Efter ti intense gennemlytninger er der ikke ét eneste.nummer, der hænger ved, og dét er jo ikke noget godt tegn. Dette.er teflon-musik; alt glider af på lytteren; men i ethvert supermarked vil.dette produkt kunne gøre sig. Glat, kompetent, usigeligt intetsigende,.med få undtagelser, dét er det, Robert Cray anno 1997 hermed har.præsteret. Al respekt for Robert Cray og Co., men måske skulle.orkesterlederen finde sig en anden producer, der kan få de yderst.positive kvaliteter, dette orkester faktisk besidder, mere frem i rampelyset.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA