x
Magtens Korridorer: Tivoli Friheden, Århus

Magtens Korridorer, Tivoli Friheden, Århus

Magtens Korridorer: Tivoli Friheden, Århus

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

Der var hårde odds for aftenens band, der lagde ud med at mindes deres koncert samme sted et år tidligere – på en solbeskinnet Skt. Hans-aften. Sådan var omstændighederne ikke just i aften. Vejret var i dén grad gråt, regnen faldt stort set hele koncerten igennem, og både band og undertegnede havde forventet en relativt uinteressant aften under sådanne omstændigheder. Men som det blev proklameret fra scenen – så var det jo bestemt fedt! Det er i hvert fald svært at anklage bandet for ikke at være veloplagte og glade for at være tilstede foran et overraskende stort publikum, der ignorerede vejret og ligeledes var fuldt tilstede for at rocke løs med Magtens Korridorer.

Og rocket, det bliver der. Blandt publikum, men især på scenen, hvor lyden er tung, dog uden nogensinde at være voldsom. Forsanger Johan Olsen trodser de fleste krav om skønsang, og det er et stort plus. Han har stemmen og attituden, der traditionen tro er krævet af genren, uden samtidig at virke arrogant. En god kombination, der gør sig godt i de familievenlige omgivelser, om end der er lidt mere knallertklub end familiær hygge at se denne aften.

Bandet spiller sig ganske overbevisende igennem deres solide repertoire, der udover gamle klassikere også byder på en del nye numre, der langt hen ad vejen lyder ret præcist som de gamle. ”Don’t fix it if it ain’t broke”, siges det jo, og det har Magtens Korridorer så tilsyneladende heller ikke tænkt sig.

Og det er måske netop på det punkt, hvor koncertoplevelsen begynder at halte lidt. Monotonien er for stor, og selvom der ikke er noget enkelt nummer, der skiller sig ud som værende mindre godt, så er det overordnede indtryk ikke desto mindre, at man godt kunne variere sangskrivningen bare en smule mere. ”Vesterbro”, ”Sara Har…” og ”Snot og Ild” er dog alle sammen numre, der bider sig fast, og det er ikke svært at sætte pris på numrene hver især.

Det er til gengæld svært ikke at associere til Gasolin' igen og igen. Johan Olsen sammenlignes tit og ofte med Kim Larsen, og det er bestemt ikke uden grund. Munden og stemmen har adskillige ligheder, men også teksterne om det københavnske leder tankerne i retning af Gasolin. Det samme gør musikken i mange tilfælde, og selvom det er påfaldende, så gør det egentlig ikke så meget. Der er jo bestemt bands, det ville være langt være at lyde som, og generelt virker det ikke som om, der er et inderligt ønske om at lyde som Gasolin' – det gør de nu bare engang.

Et irritationsmoment ved koncerten er dog den konstant snakkende guitarist Rasmus Kern, der gør hvad han kan for at underholde, men hvis entusiasme for tit fortaber sig i halvdårlige in-jokes med folk, han genkender blandt publikum. Sikkert vældig skægt at få en hilsen fra scenen, men lidt dødkedeligt for de udenforstående.

De selvskrevne højdepunkter er den gamle vise om en vis Anne-Grethe og hendes afvigende seksuelle tilbøjeligheder, som er placeret behageligt midt i anden halvdel af sættet og forårsager jubeldans og ivrigt skråleri fra alle tilstedeværende – og så ”Lorteparforhold”, der som sidste ekstranummer får afsluttet en fin koncert, der dog lod sig påvirke af for megen monotoni, for megen snak og for megen regn, der hindrede den helt store koncertoplevelse.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA