x

Tad Robinson
Last Go Round

Tad Robinson: Last Go Round

GAFFA

Album / Delmark / Amigo
Udgivelse D. 03.03.2000
Anmeldt af
Peter Widmer

Blues-soul-sangeren, mundharpespilleren og komponisten Tad Robinson har en original, charmerende hæs og udtryksfuld Otis Redding-inspireret stemme. Dén har han bl.a. benyttet hos Chicago-blues-guitaristen Dave Specters orkester og hos det fine tyske blues-band B. B. & The Blues Shacks. Tad Robinson er således featured på tyskernes udmærkede album Live At The Lucerne Blues Festival fra 1998. Tad Robinson er født i New York, men har siden 1980'erne boet i Chicago. Last Go Round er Robinsons andet solo-udspil, og manden har skrevet otte af albummets tolv skæringer. Lyden er varm, og albummet er smukt produceret af Steve Wagner. Der er ren soul i den smukke Another Song, Another Day og rå mundharpestyret blues i den seje No Exit Blues, hvor også guitaristen Alex Schultz brillerer med beskidt spil. Den fine ballade Since You’ve Been Gone viser Robinsons bløde side som sanger, og i den vuggende instrumentalskæring Shine a Light er der mundharpespil i det høje leje, kriblende pianospil og kongeniale guitartoner. Er man til fornemt vokal-arbejde i soul- og blues-sammenhæng, er Last Go Round absolut værd at stifte bekendtskab med..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA