x
Television: Train, Århus

Television, Train, Århus

Television: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Guitar a go go

De gendannede veteraner Television viste, hvorfor de har legendestatus, uden at deres første Århus-koncert ligefrem vil gå over i historien

Der er snart sagt ikke det hæderkronede gamle, hedengangne rockband, der ikke bliver gendannet i disse år og tager på stor reunion-tur – Iggy & The Stooges, Pixies, Blondie, The Go-Betweens for blot at nævne nogle. Og så Television, men de burde heller ikke have spillet sig selv ud endnu: New York-bandet blev dannet i 1973 og markerede sig så i de følgende år som nogle af foregangsmændene på den amerikanske punk- og new wave-scene, men blev opløst allerede i 1978. Og blev så gendannet for et par år i starten af 90’erne, opløst igen, og fandt så atter sammen for et par år siden. Med samme lineup, som de har haft siden 1975.

Modsat de andre ovennævnte grupper har Television ikke udgivet noget album i forbindelse med deres seneste comeback, efter eget udsagn bevidst pga. utilfredshed med pladebranchen (de laver dog stadig nye sange), og deres bagkatalog beløber sig til beskedne tre – fine – album, hvoraf 1977-debuten "Marquee Moon" ofte fremhæves af rockhistorikere som en milepæl. Men selv om pladesalget falder i disse år, plejer aktuelle albumudgivelser at kunne sende folk ud og høre livemusik (hvor man så kan høre de sange, man lige har brændt), og det antydede måske årsagen til det noget sløve fremmøde på Train. Som ellers var Televisions eneste koncert i Danmark i denne omgang, og deres første i Århus nogensinde. (Ifølge marquee.demon.co.uk har de kun spillet i Danmark to gange, på Roskilde Festival 28. juni 1992 og samme sted præcis ti år senere).

Det talsvage publikum syntes dog ikke at tage pippet fra Television, der hurtigt viste, hvorfor de i sin tid var så stilskabende. Gruppens musik, på plader såvel som live, er nemlig konstant farvet af de to guitarister Tom Verlaine og Richard Lloyds mildt sagt terrængående spil. Med glidende overgange mellem rytme- og leadspil både hos de to og deres Fender Stratocastere hver især og i samspillet mellem dem, sine steder minimalistisk og repetitivt, andre gange uhyre nuanceret, andre igen hæsblæsende og altid uforudsigeligt, med en god del effekter, forvrængning og feedback, men samtidig absolut med spillet i sig selv i centrum.

Alt dette finder sted oven på et effektivt, tørt og minimalistisk bas- og trommespil, tilsat Verlaines poetiske tekster om især det vilde liv på samfundets natside, med en sangstemme, der veksler mellem det arrige og let klagende, men dog ikke er helt så markant som hans guitarlyd. Musikken er tydelig påvirket af guitarrock som The Velvet Underground, men også af jazz som John Coltrane, og Television har igen inspireret utallige new wave/post-punk-navne og det, der ligner, som f.eks. U2, R.E.M., Echo & The Bunnymen, Siouxsie & The Banshees, Yo La Tengo og ikke mindst de sidste års guitarrockrevival anført af The Strokes.

Skolelærer med skruetrækker på guitar
Sådan blev varen også leveret på Train, med stor intensitet fra hele bandet, og ikke mindst Verlaine og Lloyds side. Med et højdepunkt i det ti minutter lange titelnummer fra "Marquee Moon", der endte i en selv for Television usædvanlig voldsom guitareksplosion. Ironisk nok ser bandet modsat i deres unge år meget lidt rock’n’roll-agtige og meget hverdagsagtige ud. Den høje, spinkle og tyndhårede, 54-årige Verlaine kunne sagtens gå for at være skolelærer, og der er ikke tid til rockstjerneattituder, når han med stor koncentration spiller den ene vilde solo efter den anden. Til tider med en skruetrækker. Og samtlige medlemmer er yderst ordinært påklædt. Verlaine siger en gang imellem "thank you" og smiler hjerteligt, men ellers er alle tavse, med opmærksomheden rettet dybt mod deres instrumenter.

Publikum – for en stor dels vedkommende omkring 30 og opefter, overvejende af hankøn og tydeligvis fans, der kunne det (overkommelige, bevares) bagkatalog udenad – kvitterede med begejstrede klapsalver, i nogle tilfælde endda efter guitarsoloerne, og der var da heller ikke meget at brokke sig over. I starten af koncerten havde Verlaines stemme det med at forsvinde lidt i hans egen guitarlyd, uanset hvor i salen man som tilskuer befandt sig, men det var et af få ankepunkter. Et andet var den lige lovlig korte sætliste, der i øvrigt bestod af nogenlunde lige dele godbidder fra de tre album (der var da plads til lidt flere), debutsinglen "Little Johnny Jewel" samt en række nye, ikke tidligere udsendte sange, som lå meget i tråd med forgængerne og bestemt var hæderlige, men ikke virkede helt så overbevisende som resten. Måske fordi man ikke havde hørt dem før? Nuvel da, det kan godt være, de ikke vil, men Television skal da være velkomne til at begynde at udgive plader igen...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA