x

D-A-D
Everything Glows

D-A-D: Everything Glows

GAFFA

Album / EMI-Medley
Udgivelse D. 03.05.2000
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

De burde vel for længst have været borte og døde. Konceptbandet, der lancerede tegneserierocken i Danmark og blev det mest populære rockband herhjemme. Bandet, der blev dukket i USA og tilsyneladende altid har været på nippet til at stoppe, mens legen endnu var god..Men nu drejer det sig om D-A-D, og med Everything Glows kæmper de sig endnu en gang videre i rockkarrusellen med et album, der har alle rockmusikkens forunderlige ingredienser. D-A-D har nemlig aldrig forsøgt at opfinde den dybe tallerken, men i stedet drevet gæk med traditionerne på netop traditionernes præmisser, og Everything Glows er da også et sejt rockhug, der helst skal spilles for fuld skrue. Udviklingen er skam at finde på et album, der ellers gør en dyd ud af den rene D-A-D-lyd som på den fremadstormende The Road Below Me. Men generelt fortsætter sangene den udvikling, som bandet så småt satte i gang på Simpatico med mere melodi og mindre refræn og firkantede guitarriffs. De insisterer stadig på at være nogle helvedes drengerøve, men eftertænksomheden og det mere tilbageholdende anslag har holdt sit indtog på et meget fint og velafbalanceret album. Men D-A-D kan også være kedelige og forudsigelige som i Candy Bar og helt igennem kiksede i den latin-inspirerede A Kiss Between The Legs (hva’ fanden laver de der?!). Det flytter dog ikke fokus fra de stramme melodier og den altid veloplagte spillelyst. D-A-D modner heldigvis i sneglefart, så vi alle kan være med, når de ligefrem bliver poetiske i den smukke I’m Not The Same eller giver den som Dylan i den luftige As Common As. Trods disse nye og tiltalende tendenser hopper man uvilkårligt vildt med på den enkle og direkte Evil Twin, der helt igennem er tegneserie. Med Everything Glows strækker D-A-D sig vidt i deres musikalske spændetrøje og forstår til fulde at forene det lette med det tunge. En helt igennem respektabel indsats.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA