x

Popa Chubby
How'd A White Boy Get The Blues?

Popa Chubby: How'd A White Boy Get The Blues?

GAFFA

Album / Dixie Frog / Amigo
Udgivelse D. 03.05.2000
Anmeldt af
Peter Widmer

Med ca. to håndfulde stort set glimrende cd’er bag sig har den store New York City blues-guitarist, -sanger og -komponist m.m. flere gange brudt blues-idiomet, som han i øvrigt behersker på bedste vis. På dette seneste udspil er Popa Chubby gået endnu videre end hidtil, idet han har inkluderet bl.a. rap og hip hop-elementer, som det f.eks. høres på skæringen Daddy Played The Guitar And Mama Was A Disco Queen. Den 9 minutter lange, slæbende Since I Lost My Leg med drum loops og repetitivt basmønster er interessant, mens Black Hearted Woman godt kunne have været undværet. Ragtime-nummeret It’s A Sad Day In New York City When There Ain’t No Room For The Blues er en besk-humoristisk kommentar til byplanlægningen i New York City med bl.a. disse sigende ord: "Times Square looks like Disneyland". Den ret ordinære rock-ballade Time Is Killing Me er ikke særligt givende, mens albummets bedste nummer No Comfort er ganske forrygende med Hendrix-aner og wah-wah-pedalen i sving. Alt i alt lyder denne cd dog, som om den er blevet til i al hast. Der er ikke meget at hente her, og desværre må det siges, at How’d A White Boy Get The Blues? ikke er det bedste, denne eminente musiker har præsteret, trods nogle høreværdige elementer..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA