Ricky Julian
Innocence

Ricky Julian: Innocence

GAFFA

CD / Kick Music
Udgivelse D. 31.05.2000
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Den klassiske popsang lever og har det rigtig godt. Det må være essensen af Ricky Julians debut-album Innocence. Her skinner solen og måske forekommer livet yderst sommerligt og sorgløst, men under overfladen lurer de skjulte og uregerlige følelser, der hurtigt kan gøre livet til et mareridt. Ricky Julian tager nemlig livtag på den store og dobbelttydige popsang på Innocence..Ricky Julian lyder måske ikke specielt dansk, men han kommer nu fra Århus, hvilket alligevel kan høres. Innocence er nemlig lige dele Lars Muhl og Michael Learns To Rock. Begge dele er på ingen måde tilfældigheder. Ricky Julian er nemlig søn af den afdøde musiker og producer Robert Hauschildt, der gjorde sig i 70'ernes og 80'ernes århusianske musikliv og var en nær ven af Lars Muhl. Og så har blandt andet guitaristen Mikkel Lentz fra Michael Learns To Rock forsøgt sig som producer på albummet..Innocence er en forbløffende helstøbt popplade, hvor sentimentaliteten gerne må drive ned ad væggen. Det gør den også til overmål på albummet, der har det bedst, når Ricky Julian går efter den rene og enkle popsang, som Lars Muhl bestemt er forbilledet for. Albummet bliver mere anstrengende, når Ricky Julian anlægger den mere snøftende tone som hos Michael Learns To Rock. Men Ricky Julian bryder heldigvis ikke ud i fuldbyrdet hulken på albummet, hvor han demonstrerer en imponerende fortrolighed med den klassiske popgenre..Albummet tegner sporene til noget stort, hvor det som på albummet ikke er nok at ride med på Beach Boys’ surf-bølge. Ricky Julian har både øre og hjerte til den stormfulde pop, og måske kan han løfte arven efter Lars Muhl. Innocence leverer i hvert fald oplægget. Det er bare spørgsmålet, om den tydeligvis fintfølende Ricky Julian kan stå distancen i længden..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA