Sascha Dupont
Sascha Dupont

Sascha Dupont: Sascha Dupont

GAFFA

CD / Musicfiles
Udgivelse D. 31.05.2000
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Den debuterende sanger og sangskriver Sascha Dupont må muligvis lide den tort at blive kendt som hende fra tv-programmet Hit Med Sangen, hvor hun underholder som klaverspillende holdkaptajn. Men med tiden skal hun nok blive kendt for sin musik, der lander behageligt let på midterbanen af dansk rock- og popmusik..Sascha Dupont har tidligere sunget med Freya og Monique. Tilsætter man lidt Sheryl Crow og en god skvat country-feeling, danner der sig så småt et musikalsk billede af Sascha Dupont. Albummet overrasker positivt med en lys og klar vokal, der går fortrinligt i spænd med de enkle og gode popmelodier, som ikke forsøger at gøre det store væsen af sig. Sascha Dupont holder nemlig stien ren på sin debut med hendes fint afstemte musik, der tager afsæt i den amerikanske country og vestkyst..Albummet er produceret af guitaristen Rune von Westberg, der også er aktuel som producer og guitarist hos Freya, og den stikkende guitar har begge udgivelser da også til fælles. Men hvor Freya har et stærkere og temmeligt offensivt melodimateriale, har Sascha Dupont et mere adstadigt og velafbalanceret tempo i sine sange, hvilket produktionen har koncentreret sig om..Der er bid i sangen Addicted og en forunderlig lethed over Say Hello, mens det sprudler i Happy Thoughts. Alt et bevis på, at Sascha Dupont til fulde mestrer den naive popsang og den mere retlinede mainstream-rock. Sine steder løber albummet måske lidt ud i sandet, men i sidste ende vokser Sascha Duponts debut i det stille..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA