x

B.B. King
Making Love Is Good For You

B.B. King: Making Love Is Good For You

GAFFA

Album / MCA / Universal
Udgivelse D. 31.05.2000
Anmeldt af
Peter Widmer

Making Love Is Good For You er den uimodsigelige titel på denne seneste B.B. King-studie-indspilning, der indeholder femten numre. Albummet er nydeligt produceret af kapelmesteren selv, og både den nu 75-årige B.B. King og hans orkester, The B. B. King Blues Boys, er i meget fin form. Making Love… ligger på linje med den roste Blues On The Bayou fra 1998, for også her er det B. B. Kings rendyrkede blues-udtryk, det drejer sig om. Der er ikke mange svipsere på Making Love Is Good For You, men den sødladent svulstige Since I Fell For You kunne godt undværes trods en fin piano-solo. Derimod fungerer f.eks. de fem nye skæringer, bl.a. den langsomme Ain’t Nobody Like My Baby og den sejt swingende Too Good For You Baby virkelig godt. Og det gør i det hele taget de fleste kompositioner på denne cd, hvor blues-kongen og hans orkester virker mere tændte end i længere tid. Making Love Is Good For You er et absolut stabilt, velspillet og høreværdigt album..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA