x

Kasey Chambers
The Captain

Kasey Chambers: The Captain

GAFFA

Album / Virgin
Udgivelse D. 31.05.2000
Anmeldt af
Peter Widmer

Den kun 23-årige australske Neo-Country/Alternative Country-sanglærke, sangskriver og instrumentalist Kasey Chambers cd-debuterer med The Captain. På sin solo-cd har Kasey Chambers, hvis tekster til tider er interessante, skrevet de ti af cd’ens tolv numre og er opført som medkomponist på albummets sidste to skæringer. Af uforklarlige årsager er det i hjemlandet regnet ned over Chambers med lovord og priser i lange baner i forbindelse med nærværende cd. Ok, musikerne kan deres kram, lydbilledet flot, og der lægges ret godt ud med det iørefaldende nummer Cry Like A Baby. Men allerede på The Captain, cd’ens anden skæring, går noget af glansen af Chambers. På dén skæring hoster Chambers nemlig op med en anden side af sit vokaludtryk, en ucharmerende, lettere hæs lillepige-stemme, der er svær at sluge, og som også kigger frem på andre skæringer. Det langsomme, overvejende akustiske C&W-nummer These Pines indeholder dog derimod pæne vokalindsatser, og i den afsluttende We’re All Gonna Die Someday viser Chambers, at hun ikke er uden humor, og dét er jo et forsonende træk. Her hedder det bl.a.: "It hurts down here / ’cos we’re running out of beer" og "Jeanie got stoned / ’cos she couldn’t get boned". Hovedsageligt er denne cd dog glat, inderligt uvedkommende og uden mindeværdige momenter, så den skal nok komme til at sælge pænt..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA