x

Built To Spill
Live

Built To Spill: Live

GAFFA

Album / City Slang / Virgin
Udgivelse D. 03.07.2000
Anmeldt af
Peter Studstrup

De to seneste udgivelser fra Built To Spill, Perfect From Now On og Keep It Like A Secret, har cementeret Idaho-orkestret som et af øjeblikkets mest spændende rocknavne. Et indtryk, deres suveræne optræden på sidste års Roskilde Festival kun forstærkede. Built To Spill ledes ubestridt af den reserverede Doug Martsch, der kan kendes på sit vildtvoksende røde fuldskæg, og som næsten aldrig giver interviews. Den nye liveplade er indspillet på orkestrets USA-turné sidste år og består af en blanding af nye og gamle numre. Ældst er Car fra 94-debuten There’s Nothing Wrong With Love, mens Perfect... og Keep It... er representeret ved hver to sange. I Boise, Idaho varer en sang så længe, en sang skal vare, og alene to af sangene på brilliante Built To Spills liveplade tegner sig for 39-minutters spilletid. Hele tyve minutter varer Idaho-gruppens udgave af Neil Youngs Cortez The Killer, der ligger tæt op ad Youngs egen, bl.a. fordi maestro Doug Martschs høje, sjælfulde stemme og rustne guitarlyd minder meget om den candiske mesters. 19 minutter og ikke et sekund for længe varer albummets smukke finale Broken Chairs, der ender i et sandt inferno af hylende guitarer fra Jim Roth og Martsch selv. Intet andet orkester leverer moderne rockmusik så stor, så intens og så smertelig skøn som Built To Spill, og Live er ingen undtagelse..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA