x

The Walkabouts
Train Leaves At Eight

The Walkabouts: Train Leaves At Eight

GAFFA

Album / Glitterhouse / VME
Udgivelse D. 03.07.2000
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det er ikke første gang, at Seattle-kvintetten The Walkabouts fortolker andres sange. I 1993 udgav de Satisfied Mind, som var en delvis rejse gennem amerikanske horisonter. Nu gentager de succesen, bare på den anden side af Atlanten i det europæiske fra Grækenland, Portugal og Serbien til Tyskland, Holland og Sverige, bare for at nævne nogle få lande. Det er virkelig personlige kuriositeter, bandet har fundet frem af skuffen og givet deres helt eget særpræg. Og bandet fortsætter deres færd i det stemningsfulde med en håndfuld gæster, deriblandt R.E.M.s Peter Buck og Scott McCaughey, som kendetegnede sidste års Trail Of Stars. Den instrumentale åbner The Train Leaves At Eight af Mikis Theodorakis er blevet til en moderne vals, mens den Leonard Cohen-agtige udgave af den italienske artist Fabrizio De Andres Disamistade med sjælfuld fløjte og gravalvorlige strygere haler i nogle mørke skyer foroven. Og selvfølgelig er der ingen vej uden om Jacques Brel, når det kontinentale Europa brolægges på People Such As These. En vej, der igen lægges om på den bippende udgave af Solexs Solex In A Slipshod Style. The Walkabouts lukker og slukker med en sitrende obskur udgave af de tyske krautrockere Neus Leb Wohl, hvilket ville have være spået umuligt for et band, som startede deres karriere i folk/roots-genren. Train Leaves At Eight er et af de bedste coveralbums i uendelige tider og viser, at The Walkabouts er i konstant udvikling med det dybt personlige stillet i skarp kontrast hele tiden..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA