x

k.d. lang
Invincible Summer

k.d. lang: Invincible Summer

GAFFA

Album / Warner
Udgivelse D. 03.07.2000
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Med Invincible Summer er den canadiske sanger og sangskriver k.d. lang tilbage på det spor, der fører lige lukt til den enkle og modne popsang. Invincible Summer er en vidunderlig sødmefuld popplade, der dyrker de kælne klangflader og ellers giver sig hen i melodiens messende vugge..k.d. lang, der startede karrieren i næsegrus beundring til countrystjernen Patsy Cline, har for længst slået sit navn fast som en uundværlig den del af den modne popscene, hvor forfinelse og let flydende sange er en selvfølge. Hun begejstrede ellers country-miljøet med sin nyfortolkning af countrymusikken og sin enestående, dragende vokal. Men k.d. lang har altid været sin egen og udgav i 1992 mesterværket Ingénue, der blev hendes verdensgennembrud med hitsangen Constant Craving. Samtidig erklærede hun offentligt, at hun var lesbisk og brød på den måde alle broer tilbage til det konservative country-miljø i Nashville. Men det var bestemt også en popdronning, der havde vist sig på Ingénue. Hendes ikke mindre fremragende opfølger All You Can Eat nåede med sin eksklusive soulpop ikke det samme store publikum, men k.d. lang var nu en beundret popkunstner, der havde sit eget publikum. På Drag fra 1997 kastede hun sig over en række cover-sange, der havde cigaret-røg (!) som fælles reference..På Invincible Summer er k.d. lang igen tæt på et større publikum uden på nogen måde at gå på musikalsk kompromis. Albummet indeholder en række perler, hvor k.d. lang synger helt enestående i ægte henførelse. The Consequences Of Falling er en lang-klassiker, der har hendes uimodståelige flow, mens Curiosity leger drilsk med soulinspirationen, og Only Love er k.d. lang i balladens vold på smukkeste vis..Med Invincible Summer har k.d. lang igen bragt romantikken og den afslappede stemning tilbage i popverdenen..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA