Anmeldelse
21.09.2001
00:00
Det var, fordi den ene halvdel af duoen skulle lære at spille tuba, at det tog så lang tid som tre år at skabe og producere den svære to’er - opfølgeren til den mere buldrende debut, der i 1999 bragte gruppen - hvis anden halvdel engang var medlem af den anarkistiske, innovative præ-techno-gruppe Pop Will Eat Itself - på tour med selveste Beastie Boys. Men ventetiden har været det hele værd: Albummet med sin ukommercielle, originale ruskumsnusk af technoloops, scratch og truttende, pruttende, boblende samples fremstår som en Monty Python-agtig, bevidsthedsudvidende bigbeat-collage, der swinger trods alle de tegneserieagtige narrestreger og hjemmedyrkede beats - langt fra rigide genrekonventioner..