Filmisk er det ord, man plejer at bruge om den strøm af stil- og æstetikbevidste pladeudgivelser, der trækker på lydsporene fra 60ernes og 70ernes genrefilm. Duoen Goldfrapps ikke specielt originale debut Felt Mountain lander lige midt i denne hårdt prøvede genre. Således serveres spagettiwestern-fløjtetemaer a la Ennio Morricone, kølige spinettoner og store John Barry-agtige James Bond-orkestreringer. Allison Goldfrapp, der før har sunget med Tricky, har den helt rigtige skummetmælks-Shirley Bassey-stemme på, men det virker altså underligt uambitiøst, når Goldfrapp fuldstændigt lyder som en genudsendelse af De Uheldige Helte, uden skyggen af forsøg på at føre deres filmiske pastiche ind i det 21. århundrede. Felt Mountain er dygtigt lavet, flot produceret og lækkert pakket ind, men det kunne man jo for den sags skyld lige så godt sige om Q8s citronhalvmåner..