x
Tracy Chapman: Falconer Salen, København

Tracy Chapman, Falconer Salen, København

Tracy Chapman: Falconer Salen, København

Anmeldt af Michael Valeur | GAFFA

foto: Jacob Dinesen

Hendes nye cd hedder ”Where You Live” - og selvom Tracy i starten spekulerede lidt på, hvor hun egentlig var (”Well I know its Denmark!”), så var hun tydeligvis hjemme på scenen og omgivet af venner.

Det har været en lang turné, og Tracy Chapman var ikke helt tilfreds med klimaet (”how can you stand the rain?”), men publikum var der ikke noget i vejen med - og turnetrætheden blev i de små hyggelige bemærkninger mellem numrene. Selve showet var veloplagt og professionelt. Og hun har også spillet sig varm - 3 helt udsolgte koncerter i Paris, hvor hun senere slutter turnéen af igen med en ekstra koncert, fordi så mange gik forgæves. Tracy har haft heftig aktivitet over hele Europa.

Og var man kommet for at se en folkesanger med sin guitar, så var man gået forkert. Koncerten var overraskende elektrisk, og selvom det måske er strengt at sige det, så er hun bedre live, end hun er på sine album. Sangene er nemlig fundamentalt stærke, stemmen kan, hvad den skal, og guitarspillet er fint - så når det hele pakkes ud af de velproducerede studier, så opstår der en elektrisk kant i musikken, der både gør den varmere i de bløde numre og mere rå i de politiske numre.

Tracy havde et ganske lille band med og udgjorde selv den ene tredjedel af en effektiv trio. Den fungerede med en trommeslager og to guitarister (ingen bas). Meget af tiden var den akkompagnerende guitar en rigtig sprød sag, der ville have gjort et cow-punk band ære - den dér Twin Peaks/Pulp Fiction-lyd, der passede perfekt ind i Tracys egen kontante elektriske guitarlyd eller den mere folkede akustiske guitar.

Det er en intern joke, at Tracy Chapman har udgivet to greatest hits-plader i sin karriere … Det traditionelle opsamlingsalbum ”Collection” og så debutalbummet fra 1988. Og der er noget om snakken - vi fik næsten alle numrene fra debutalbummet. ”Fast Car”, ”Talkin' Bout A Revolution” og ”Baby Can I Hold You?”, fik hele salen med. Hun leverer numrene flydende og veloplagt - hun har jo også spillet dem nogle gange. Men dér, hvor hun selv løftede sig, var, når hun gik i gang med sit nye materiale. Man kan sige, at publikum var superveloplagt ved klassikerne, mens Tracy var det ved det nye materiale. Alt i alt en blanding, der holdt energien i koncerten konstant oppe.

Det, der først og fremmest slår én, når man er til Chapman-koncert, er, at der ikke er noget snyd med i spillet. Stemmen kan noget helt fundamentalt. Jeg hader normalt, når rockmusikere giver sig af med uakkompagneret solosang; den slags kan lade sig gøre i operaen, men på en rockscene er det næsten altid pinligt. Men ikke i går. Da Tracy på et tidspunkt lagde band og guitar fra sig og sang helt solo, fyldte stemmen det, den skulle … og sangen ”Behind The Wall” om, hvordan naboen myrder sin kone, mens Tracy ligger og lytter - og politiet ikke gider at komme - gik klart igennem.

Og så spillede hun i øvrigt en masse sange, som højst sandsynligt ikke står på George Bushs interne top-10. Og det er selvfølgelig en anden force. Tracy Chapmans musik rammer præcist ind i krydsfeltet mellem det personlige og det politiske - mellem det private og det almene. Så de politiske sange bliver meget mere end slagsange, og kærlighedssangene bliver eksistentielle.

I øvrigt blev hele sætlisten sammensat i sidste øjeblik. Der stod en kasse med ”forslag” uden for salen, hvor publikum kunne ønske sange - og det havde de gjort i stor stil.

De musikalske højdepunkter i min bog - sådan udenom alle klassikerne - var versionen af ”Say Hallelujah”, det helt nye hit ”Change” og så det politiske ”America” - hvor Chapman spillede trommer og guitar samtidigt - med stor effekt. Hun sluttede hele det ordinære set af med ”Talkin' Bout A Revolution”… og vi huskede alle, hvordan lyden af revolution var… en hvisken! Men en ganske intens af slagsen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA