x

Marilyn Manson
Holy Wood

Marilyn Manson: Holy Wood

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 29.11.2000
Anmeldt af
Keld Rud

Efter det meget elegante kostume- og stilskift, Marilyn Manson foretog med Mechanical Animals, er der nok mange, der er spændte på, hvad herren nu har fundet på. Ikke noget nyt. Så meget kan man da slå fast. Holy Wood forener ganske overbevisende gennembrudspladen Antichrist Superstar med Mechanical Animals. Den er mere melodisk end førstnævnte og mere dyster end sidstnævnte. Ifølge Manson udgør Holy Wood sammen med forgængerne en trilogi. Det kan være lidt svært at se en sammenhængende fortælling de tre plader imellem. Der er lyriske sammenfald: alle tre plader får givet den hellige treenighed fingeren eftertrykkeligt, men trilogi? Nej, den køber jeg ikke. Holy Wood lugter af konceptplade. Den er lang, og der er besynderlige introer etc. Men længden er også en hæmsko, for selvom der er tale om en god plade, slår den ikke benene væk under én. Antichrist Superstar gjorde det ved sin blotte tyngde. Mechanical Animals gjorde det i kraft af sin gennemførthed. Det er kun The Fight Song, der for alvor får lytteren manet i brædderne. Hvorimod første single Disposable Teens er lidt for meget genbrug. Både Beautiful People og Rock Is Dead er gået i cirkulation. Coma Black bygger ikke overraskende på Coma White fra Mechanical Animals. Og sådan er det faktisk hele vejen igennem. Holy Wood er en god plade, fordi Marilyn Manson er så forbistrende dygtig til det, han gør. Og fordi han stadig siger de rigtige ting på den rigtige måde. Men Holy Wood er for lang og for forudsigelig til at komme op på siden af de forudgående mesterværker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA