x

Erykah Badu
Mama's Gun

Erykah Badu: Mama's Gun

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 03.01.2001
Anmeldt af
Sohail Hassan

En skive, som lige nøjagtig ikke nåede at komme med på årets top ti over bedste udgivelser. Det længe ventede andet album fra 28-årige Erykah Badu, dronningen af organisk soul og R&B. Erykahs succes har inspireret mange kunstnere til at dyrke soulmusikkens funky og jazzede rødder. Efter hendes historieskrivende debutalbum fra 1997, Baduizm, er forventningerne meget høje til opfølgeren. Heldigvis skuffer den på ingen måde. En mere voksen og teknisk endnu dygtigere Erykah leverer varen på Mama’s Gun. Ligesom debuten skal pladen lyttes igennem nogle gange, før man helt absorberer dens indhold og fatter dens helhed. Ligesom Erykahs Baduizm Live-album skaber pladen en utrolig atmosfære og stemning, som yderligere understreges af hendes image med tøj, hun selv har designet, og digte, hun selv har skrevet. Hun har selv været inde over samtlige produktioner på pladen, og der er mange nævneværdige numre. Noget af det smukkeste er hendes duet med Stephen Marley, In Love With You. Første single Bag Lady bygger på en velkendt sample af Isaac Hayes, hvilket faktisk ikke er kendetegnende for resten af pladen, der er 100% original musik. Alle numrene på skiven er kædet sammen til en fortsat strøm af velbehagende og helende soulsang og tilbagelænede funky rytmer, som vi kan li’ det. Når alt dette er sagt, vil jeg stadig ikke mene, at opfølgeren når helt op på højde med etteren, og det skyldes primært, at produktionerne ikke er faldet lige så heldigt og iørefaldende ud som på den første. Det kan også skyldes, at det ikke længere har samme nyhedsværdi, men så absolut en af år 2000’s bedste udgivelser..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA