x

Mark Olson & The Original Harmony Ridge Creekdippers
My Own Jo Ellen

Mark Olson & The Original Harmony Ridge Creekdippers: My Own Jo Ellen

GAFFA

Album / Glitterhouse / VME
Udgivelse D. 03.01.2001
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Indspillet i et skur i Joshua Tree, Californiens ørken har sangeren og sangskriveren Mark Olson med sit andet album My Own Jo Ellen undfanget sine skrøbelige sange på bedste vis. Joshua Tree var stedet, hvor countrylegenden Gram Parsons ofte tog hen for at jamme i venners lag, og det var også stedet, hvor han forlod denne verden. Der er ingen tvivl om, at Mark Olsons livgivende og fremragende sange har opfanget ånden af Parsons, især på numre som Meeting In Lone Pine, Diamon Davey og titelnummeret. Sangene er små historiefortællinger gennem USA, hvor skæve eksistenser ofte har svære betingelser. Olson forlod for fem år siden The Jayhawks for at bruge mere tid sammen med sin kone, sangerinden Victoria Williams, der lider af sklerose. Og mens hans kolleger fra The Jayhawks er gået næsten total pop-mainstream, forbliver Olson tro mod sine rødder og viser på blændende vis, hvor glimrende en sangskriver, han er. Mark Olson leverer sammen med sit band The Original Harmony Ridge Creekdippers, som også tæller Victoria Williams, en samling klassiske sange, hvor rødderne ikke er til at tage fejl af.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA