Swan Lee
Enter

Swan Lee: Enter

GAFFA

CD / GoGo Records / Playground
Udgivelse D. 29.01.2001
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det sker med jævne mellemrum, at der bliver gjort et hæderligt forsøg på at få drømmen tilbage i dansk rockmusik. Den debuterende trio Swan Lee er her ingen undtagelse. Enter byder på en sofistikeret og eksperimenterende rockmusik, der trækker på de store kendte filmtemaer og en bagstræberisk tilgang til det musikalske udtryk. Det er da også ganske rammende for albummet, at singleudspillet Tomorrow Never Dies faktisk blev skrevet til den forrige James Bond-film. Der er nemlig en god portion agent 007 over den skævt frembrusende rock. Shaken, not stirred - fristes man til at sige. Swan Lees debut har også været ventet med en vis spænding, fordi trioens sangerinde Pernille Rosendahl længe har rumsteret på den københavnske musikscene, hvor hun blandt andet har haft Tim Christensen med som guitarist. Hendes meget klare og ofte henførte sangforedrag er også trioens bærende element, der ellers tegnes af guitaristen Jonas Struck og trommeslageren Emil Jørgensen, der sammen har en fortid i Cactus Circle. Enter er gennemført musikalsk stjernekiggeri, hvor der også er gjort plads til den store popsang. Med skævvredne guitarakkorder kaster Swan Lee sig gerne ud i en afdæmpet psykedelisk lyd, mens det melodiske gulvtæppe gemmer på mange støvede musikalske klenodier. De sarte kompositioner befinder sig dog i en konstant overhængende fare for at havne i museets stilstand, fordi der til overmåde er kælet for detaljerne og sat stor fokus på den filmiske lydsætning. Enter er derfor bedst, når Pernille Rosendahl sætter fuld kraft på stemmen, samtidig med at musikken tager afsæt i en bluesinspiration, der var yderst udtalt hos The Doors. Med Enter har Swan Lee bevæget sig ud i de musikalske afkroge, der kalder på intimitet og dæmpet belysning i sit møde med feer og dæmoner, hvilket i sig selv kan være et helt lille eventyr.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA