x

Ladyvipb
Stories Of A Broken Heart And Recovering

Ladyvipb: Stories Of A Broken Heart And Recovering

GAFFA

Album / Nuphonic / VME
Udgivelse D. 28.02.2001
Anmeldt af
Morten Schwarz Lausten

Overraskende og iørefaldende, energisk popmusik med modne historier fra hjertet, der sætter gang i driften mod lysende natklubfester med flirt og farvede cocktails. Lækre beats løfter op i kjolerne, synthesizeren får alle til at synge med og sampleren fortæller jokes. Lyden af Ladyvipb er smilende skæv og legende fjollet, men indimellem alvorlig med et stort hitpotienale som på det Bristolklingende, garagehousede Devil You, hvor en grædende soulengel bliver dekonstrueret af tunge, fræsende trommer. En frisk humørsvingen over spektret dunkende house, cool breakbeats og tragi-komisk electro gør albummet med den lange titel til en rigtig god fest med både dans på bordene og lange, uforståelige, bevidsthedudvidende samtaler i køkkenet. Men hele tiden med den dér rigtig gode melodi i det berusede baghoved. Så en drøm af vellyd bliver skabt - som en smuk erindring - ud af de malende, melankolske trip-poppede lydkulisser på numre med de sigende titler som Yesterday Has Gone, Please Heal Me eller A New Day..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA