x

Raz Ohara
The Last Legend

Raz Ohara: The Last Legend

GAFFA

Album / Kitty-Yo / VME
Udgivelse D. 28.02.2001
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

For et par år siden fik jeg stukket et eksemplar af Raz Oharas debutalbum i hånden med besked om at skulle anmelde det, hvilket viste sig at være en af den måneds mere overraskende musikalske bekendtskaber. Bag kunstnernavnet står udenlands-danskeren Patrick Rasmussen, der dengang fra sin base i Berlin havde scoret en pladekontrakt på det lokale Kitty-Yo-label og produceret Realtime Voyeur - en debutskive, der åndede fuldblods Prince-inspireret elektronisk funk-soul. Nu er han så klar med opfølgeren, og endnu en gang er der tale om en mindre overraskelse. For på The Last Legend har Rasmussen strippet sit enmandsprojekt ned til et orgel, en guitar, lidt bas og sin egen sang. Stemmelejet drager referencer til folk som Matt Johnson fra The The, Lenny Kravitz og den førnævnte prins - men Ohara er først og fremmest sin egen. Materialet er intimt og afdæmpet, og med enkelte undtagelser taler vi om kortfattede melankolske pop-perler uden alt for meget fis og ballade. Titlen på skivens længste nummer - Far’s Sang - er (selv på trods af den engelske stavemåde) det eneste spor om kunstnerens oprindelige nationalitet - og selvom den unge Rasmussen endnu ikke helt passer på signalementet af "den sidste legende", så er han nu engang en af de mest oversete musikalske talenter med dansk blod i årerne..


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA