Frogstone
Swinging With The Pendulum
Frogstone: Swinging With The Pendulum
GAFFA
Album / Triangle Music
Udgivelse D. 03.04.2001
Anmeldt af
Gro Høyer Thielst
De fem medlemmer af danske Frogstone er sikkert glade for at kunne skrive "albumudgivelse" på deres curriculum vitae. Og tillykke med det. Frogstone lægger på debutalbummet Swinging With The Pendulum navn til en samling ligegyldige poppede rocksange, hvor af nogle allerede har været udsendt som singler. Det gælder blandt andet nummeret Don´t Leave Me Here In The Dark, der har fået spilletid på landets lokalradioer og flere ugers rotation på P3. Frogstones musik er båret frem af guitarfigurer og forsangeren Filip Amsincks vokal. Sangene veksler mellem at være påtrængende energiske, melodiske uden at være indbydende og endelig dødirriterende, fordi de oser langt væk af amatørspil. Det kan godt være, at Frogstone er produktive og selv elsker at høre deres 17 sange, men kvantitet har aldrig været det samme som kvalitet. Som lytter kan man kun håbe på, at de fem medlemmer med tiden lærer at kende forskel på hit og skidt.