Kashmir: Home Dead

Kashmir
Home Dead

Kashmir: Home Dead

GAFFA

CD / Start
Udgivelse D. 03.04.2001
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Som med Kashmirs to foregående udspil følger der også en ep i bagen på gruppens kunstneriske triumf og helt store gennembrud, The Good Life fra 1999. Home Dead skal ses som en trang til at udforske det store kvantespring, gruppen tog på The Good Life, hvor alle løjerlige krumspring blev transformeret om til en tone med en dybde, der er sjældent hørt på disse breddegrader. Desuden fik sanger og guitarist Kasper Eistrups overraskende forplantet sig som seriøs sangskriver med et materiale, der viste sig mere end holdbart. Fire ikke før udgivne numre og tre remix fra The Good Life er det blevet til, inden bandet skal i gang med den meget svære opfølger, der skal vise, om Eistrup og co. fortsætter deres sejrsgang. Det skal dog tilføjes, at to af sangene var skrevet inden udsendelsen af The Good Life. Og tager man de ikke før udgivne numre, som Undisturbed, The Ghost Of No One og Just A Phase, er der meget, som tyder på, at Kashmir har potentialet til noget endnu større, hvor den dybtfølte The Ghost Of No One med Randi Laubek på vokal føles universelt forløsende. Titelsangen er en fem minutters lydcollage, hvor bandet afprøver deres kunnen med analoge synthesizere, mens Mom In Love, Daddy In Space og Gorgeous leveres i såkaldte opiate versions, hvor der straks høres, at her er bandet kommet for langt over bækken i deres musikalske skabertrang. Dette er bestemt ikke Kashmirs ståsted, det er selve sangskrivningens fintfølende kunst derimod. Home Dead er mere en afrunding, end den er det næste kapitel i Kashmirs musikalske løbebane.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA