x

Kings Of Convenience
Quiet Is The New Loud

Kings Of Convenience: Quiet Is The New Loud

GAFFA

Album / Source / Virgin
Udgivelse D. 03.04.2001
Anmeldt af
Peter Studstrup

De nye Simon & Garfunkel kunne man vælge at kalde den norske duo Erlend Oye & Eirik Boe eller Kings Of Convenience, hvis andet album Quiet Is The New Loud har vakt overraskende stor opmærksomhed verden over. De følsomme bergensiske indretningsarkitekters musik består af lavmælte sange for akustisk guitar og to herrestemmer i en takt, man kunne kalde let bossa, her og der smagfuldt tilsat lidt trompet eller cello. Men har de ret? Er stille det nye højt? Skal vi nu drikke te, gå med duffelcoat og hviske poesi i ørerne på blegfede piger, mens vi ta’r dem på lårene? Mistanken kommer snigende. De drenge kan da ikke mene det her alvorligt. Det må være en slags scoretrick eller noget endnu værre: en ond hemmelig plan om at kastrere rocken og hjernevaske folk med fimset bossa nova. Måske er det oven i købet ham Lisa Ekdahls klamme nye kæreste, der står bag det hele. Før jeg rigtigt får hidset mig op, sker der noget mærkeligt. Oye & Boes musik kvæler min vrede i en dyne af apatisk afslappethed, der gør det umuligt at blive ved med at være sur. Quiet Is The New Loud er behagelig musik uden modhager, en slags smagfuld melankolsk brugsmusik til afstresning, som f.eks. kunne sælges i sampak med grøn te, tørrede rosenblade og æteriske olier.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA