x

My Vitriol
Finelines

My Vitriol: Finelines

GAFFA

Album / Pias / Playground
Udgivelse D. 03.04.2001
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Det er lang tid siden, at en britisk rockdebut med guitaren i front har gnistret med sådan en elektricitet. Guitarerne skærer med en knivskarp lyd, og trommerne slår frontale piskesmæld, så det er en fryd på My Vitriols første langspiller Finelines, der giver fine påmindelser om My Bloody Valentines drømmende guitarfeedback og Foo Fighters’ melodiøsitet. Efter kun at have eksisteret i to år har Som Wardner (vokal, guitar, piano), Ravi Kesavaram (trommer), Seth Taylor (guitar) og Carolyn Bannister (bas) fat i en rød tråd, der kan bringe dem langt. Allerede fra første nummer, den instrumentale Alpha Waves, pisser de resolut deres territorium af, hvorefter den højtflyvende Always Your Ways får understreget, at her er et band, som sparker røv. Cemented Shoes, Grounded og Ode To The Red Queen leder tankerne hen på The Posies’ tæft for skudsikre melodier, men når Seth Taylor fyrer op under guitaren, er det som en jetmotor, der blæser alt omkuld med en sønderrivende lyd. My Vitriol har med Finelines understreget, at den britiske guitarrock lever i bedste velgående. .


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA