Michael Falch
Lykkelig Undervejs

Michael Falch: Lykkelig Undervejs

GAFFA

CD / Kick Music
Udgivelse D. 26.04.2001
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Der har altid været fræs på attituderne, når den selvbestaltede "lonely" troubadour har besunget stjernerne og det skærende neonlys. Både som storbypoet i Malurt og som dybfølt solist har han altid skreget sine lettere forudsigelige sjælekvaler ud og ofte med en klæbrig inderlighed..Michael Falch er ikke blevet mere overraskende på Lykkelig Undervejs, hvor han atter viser sig som klichéernes faste holdeplads. Men kan man abstrahere fra Michael Falchs mest iøjnefaldende banaliteter, så har han lavet sit mest rubuste og holdbare soloalbum. Michael Falch virker befriet fra tunge musikalske ambitioner på et album, der ganske enkelt bare spiller sig gennem sangene, uden at de bliver fanget i sangskriverens egne forventninger..Der er heller ikke meget fidus og hurtig charme over hans band De Nye Rejsende, der helt er med på idéen om at genfinde spilleglæden på en række ubesværede kompositioner, der giver frisk luft til Michael Falchs sangskrivning..Lykkelig Undervejs følger til fulde rockens mere grundlæggende spilleregler og bruger en lidt upoleret roots-rock som byggesten til de solide sange. Der er faktisk kommet en del Pouls Krebs over denne ellers så fanatiske københavner, og måske har en opdagelse af de jyske kvaliteter bidraget til hans positive musikalske udvikling på Lykkelig Undervejs.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA