
Aphex Twin
26 Mixes For Cash
Aphex Twin: 26 Mixes For Cash
GAFFA
Album / Warp
Udgivelse D. 24.03.2003
Anmeldt af
Mark W. Lewis
Det klæder Aphex Twin at få sat en lille indhegning omkring sin ellers svært tæmmelige kreativitet og opfindsomhed. De 26 tracks på denne dobbelt-cd er alle sammen bestillingsopgaver, der tager udgangspunkt i originalmateriale fra så forskellige kunstnere som Seefeel, Philip Glass, Saint Etienne, Nine Inch Nails, DMX Krew og mange flere. Og det udgangspunkt skaber et brændpunkt, hvor Richard D. James / Aphex Twin bliver tvunget til at presse sit output ind i en form, der i forskellige grader er mærket af originalmaterialet. Og det er - som sagt - rart. Og måske mest for manden selv, der på den måde ikke behøver skele til omverdens krav om vildere og vildere produktioner, mere og mere power på algoritmer og maskinpark, men i stedet kan koncentrere sig om at versionere og slå ned på fragmenter af andres sange og produktioner, kaste dem op i luften og filtrere dem gennem sin sanselige fantasi. En god og behagelig plade, der viser nye sider af elektronmusikkens Mozart.