Anmeldelse
21.09.2001
00:00
Med en lyd, der kommer lige lukt ud af 1967, sætter finnerne i Flaming Sideburns ild i deres andet album. Det er forbavsende, hvor mange skandinaviske bands, der i disse år finder rock’n’rollens hellige kilde i disse dage. Hvis man skal placere de brændende finner i den sammenhæng, er de helt klart mere rockede, end de er punkede. Det vil være mere præcist at kalde deres musik for garagerock end for punk’n’roll. Guitarerne bliver meget sjældent direkte forvrængede. De overstyrer mere og har det dér særlige seje "twang". Jeg synes på mange måde, at Flaming Sideburns lugter af Rolling Stones, som de lød, før de blev plagede af gigt. Der er lidt den samme intensitet i deres musik. At det er lykkedes at ramme den gamle lyd så godt, er næsten uhyggeligt. Vokalen er badet i rumklang, der ikke er hørt de sidste tre årtier. Som album er Hallelujah Rock’n’Rollah ganske solidt. Men jeg må også tilføje, at jeg foretrækker min rock’n’roll med mere fynd og klem..