x
Michael Falch: med Boat Man Love, Bork Havn Musikfestival

Michael Falch, med Boat Man Love, Bork Havn Musikfestival

Michael Falch: med Boat Man Love, Bork Havn Musikfestival

Anmeldt af Troels Frøkjær | GAFFA

”Jeg ved ikke helt præcist hvornår, men en skønne dag, på høje tid, vil jeg trække mig selv op ved håret og vaske min sorte gæld hvid. Du vil se på mig uden at tvivle – på det lille smil i mit blik – og sige uden at rødme det mindste: Du ligner dig selv på en prik!” Sådan sang Michael Falch allerede tilbage i 1988, og denne ”skønne dag” er tilsyneladende kommet i mere end én forstand, i Michael Falchs liv, såvel som på scenen, for hvor klæder de nye legekammerater Boat Man Love dog en tydeligvis mere afklaret og moden Michael Falch godt. Her er skåret ind til benet og sat noget på spil. Boat Man Love og Michael Falch gav, på den 29. udgave af Bork Havn Musikfestival i bunden af Ringkøbing Fjord, en fokuseret og svedig koncert med nerve og nærvær.

Det er tydeligt, at Michael Falch er glad for sidste års anmelderroste ”confession”-plade ”Falder Du Nu?”. Så glad, at sangene fra pladen udgjorde næsten halvdelen af koncerten. Det er modigt, og der er ingen tvivl om, at sangene smerter at synge, og tjener som terapi for sangeren selv, men min intimitetsgrænse bliver overskredet med et så voldsomt bombardement af detaljerede udpenslinger af drukhelvedet og barndommens blå tatovering, i sange der generelt ikke holder niveau i forhold til perlerækken af klassikere i bagkataloget.

Koncerten havde dog mange højdepunkter, og der blev spillet dynamisk og med en sjældent hørt detaljerigdom. Jeg havde f.eks. helt glemt, hvor smukt et velarrangeret mandekor kan lyde, som på ”Vær Min Stjerne”. Der blev sunget og spillet inderligt, og vi spidsede ører. Ganske imponerende, at bandet formår at levere et så nuanceret og samtidigt råt lydbillede med blot to guitarer, bas og trommer. Falch selv helligede sig, under hovedparten af koncerten, ene og alene mikrofonstativet. Boat Man Love kan ganske enkelt, med deres retro-guitarer og skrællede trommesæt, deres rock-håndværk. Det fik man bl.a. at høre i en dejlig saftig og rå udgave af ”Vesterbros Torv”, som burde have sat teltet i kog, men det var et forsigtigt lyttende og afventende publikum, med sikker afstand til scenen, der tilsyneladende var lidt matte her på festivalens sidstedag.

I ”Magnoliepigen” dansede Falch en øm kinddans med sin Fender Strat. fra 1967, hvilket den lidt tyndbenede sang dog ikke helt kunne bære. Så var der anderledes nærvær i den smukke kærlighedssang ”Den Eneste i Verden”, hvor publikum på smukkeste vis faldt i med fællessang.

Malurt-superhittet ”Superlove” om den utilnærmelige kassedame som overdænges med cornflakes og postej, vagte naturligt nok aftenens største begejstring, og ”Superlove” blev leveret i en dugfrisk tight-swingende boogie woggie-version, så sangen fremstod funklede ny og veltrimmet trods sine 26 år på bagen. Mens kassedamen stadig bare koldt og afvisende siger: ”12 en halv!” og hele teltet sang: ”Ve du, ve du, ve du break my heart?”

Michael Falch sluttede aftenen af med en smuk udgave af ”De Vildeste Fugle” med dobro-guitar og mundharpe og takkede sit publikum her i strandkanten ”for deres måde at være Bork på,” inden han og bandet hurtigt var på landevejen igen på vej hjem i studiet. Ifølge planen lander den nye plade ”Sang til Undren” i butikkerne 1. oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA