x

John Hiatt
The Tiki Bar Is Open

John Hiatt: The Tiki Bar Is Open

GAFFA

Album / Sanctuary / Playground
Udgivelse D. 29.08.2001
Anmeldt af
Peter Widmer

Sidste års aldeles fornemme, akustisk orienterede album fra den altid eminente amerikanske sanger, komponist og guitarist John Hiatt - Crossing Muddy Waters - følges nu op med en cd, der nærmer sig det stik modsatte udtryk. The Tiki Bar Is Open er nemlig bredt set et højelektrificeret album med fuld skrue og tryk på..Hiatt har her samlet sit gamle hold The Goners, som han sidst indspillede med i 1988. Resultatet blev til ét af Hiatts bedste album — Slow Turning. Blandt medlemmerne af The Goners finder man den i Danmark totalt undervurderede og oversete Louisiana-mand, slide-guitar-mesteren Sonny Landreth. Samme gør sit til at sætte skub i sagerne her, f.eks. på den hæsblæsende All The Lilacs In Ohio, hvor han fyrer en rykkende solo af..Mere afdæmpede numre er der dog også. Blandt andet den meget smukke Something Broken, der foruden Hiatts altid intense og nuancerede vokalforedrag prydes af økonomisk spil fra Landreth og af dæmpede pianotoner. Hiatt har atter præsteret et udmærket album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA