Mercury Rev
All Is Dream
Mercury Rev: All Is Dream
GAFFA
Album / V2 / MNW
Udgivelse D. 29.08.2001
Anmeldt af
Finn P. Madsen
New York-bandet Mercury Rev fortsætter på deres femte album All Is Dream deres musikalske rejse ind i et eventyragtigt univers, hvor sammensmeltningen af psykedeliske drømmebilleder sender dem svævende ud i rummet ved universets endestation. Gruppen brød i 1998 tre års tavshed med det enestående udspil Deserters Songs. Her blev den ukontrollerbare støj smidt på porten, og bandet genopstod som et visionært foretagende med en enestående kreativitet. På All Is Dream svæver bandet endnu flere lysår ud i rummet, hvor de blinker smukkere end nogensinde før. Sanger og guitarist Johnathan Donahues skrøbelige vokal er som skræddersyet til de storladne arrangementer, hvor strygere og blæsere sammen med Grasshoppers skærende guitarlinjer skaber en farverig kontrast på numre som The Dark Is Rising, Tides Of The Moon og Lincolns Eyes. Selvom den dæmpede Spiders And Flies kun bliver fremført med piano ledsaget af Donahues jagede vokal, er nummeret en ren tour de force i, hvordan man med små midler når de højere luftlag musikalsk. All Is Dream er et mesterligt album af ubeskrivelig skønhed og et godt bud på en af årets store fuldtræffere, og viser, at Mercury Rev er i en klasse for sig.