x

The Stanton Warriors
Stanton Sessions

The Stanton Warriors: Stanton Sessions

GAFFA

Album / XL / Playground
Udgivelse D. 29.08.2001
Anmeldt af
Jesper Nykjær Knudsen

Duoen The Stanton Warriors er i løbet af det sidste halve år slået igennem med et brag på den britiske klubscene. Med et boombastisk mellemleje mellem two-step og breakbeat har 25-årige Dominic B og 26-årige Mark Yardley fundet en niche, som kun navne som Ed Case og Plump DJ’s kommer i nærheden af. Stanton Sessions er et selvsikkert DJ-mix i højt tempo og med lige så høj gadefaktor, der starter med duoens eget remix af Basement Jaxx’ Jump’n Shout. Herfra strømmer det ud med funky breaks i overhalingsbanen, krydret med a cappella-stumper og duoens egen MC Moose, der drysser lidt opfordrende rap ind hist og her. Stanton Sessions sender en umiskendelig stemning af Londons undergrund ud af lydsystemet, og Stanton Warriors’ heftige, brudte rytmer og B-boy-vibes er noget af det mest innovative, der er sket på klubfronten i år. Som MC Moose udbryder undervejs: 'The renegade sound'...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA