x
Universal Funk: Universal Funk

Universal Funk
Universal Funk

Universal Funk: Universal Funk

GAFFA

Album / April / VME
Udgivelse D. 09.10.2001
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

April Records er efterhånden ved at tage lidt af en drejning væk fra IDM-genren, og selvom Future 3 godt nok stadig er københavner-selskabets moderskib, så har 2001 budt på et par lettere alternative udgivelser fra Jan Schmidt og Co. Blue Foundations støvede hip hop-univers dukkede op omkring årskiftet, og i det tidlige forår var det Lindberg Hemmer Foundations 2’er, som satte kolesterol-fattige, men varmblodede rytmer på dagsordenen. Nu er det så Universal Funks tur til at udvide Aprils profil, og her er den musikalske basis et organisk mix af kool jazz, latin- og house-rytmer samt et par enkelte vokaler og stemme-samples. Den udøvende duo består af Jens Minke og Tonny Svensson, og i de to år, de herrer har arbejdet sammen, har de formået at løfte øjenbryn på så prominente folk som Justin “Lionrock” Robertson, Jazzanova og Michael Reinboth, der er boss på tyske Compost Records. Instrumenteringen på debuten er udpræget jazzet, og på de fleste numre er det enten guitar, piano eller trompet, der tager teten. Det gælder dog ikke Could I og Kuta, som er underlagt en soulet vokal der kun bidrager til variation hen over skiven. Og med tempi, der svinger fra det club-mindede til soundtracket for en regnfuld søndag nat, er Universal Funk med sin egen bløde og ørevenlige, varme og småfunkede stil ganske vellykket.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA