x

Röyksopp
Melody A.M.

Röyksopp: Melody A.M.

GAFFA

Album / Virgin Records
Udgivelse D. 17.10.2001
Anmeldt af
Mark W. Lewis

Helt fra Bergen i Norge kommer denne lille perle af elektroniske ambiancer med sprøde breaks, houset vibe og behagelig behagelighed, der har gjort omvejen over de britiske øer på vejen hertil. Som så mange andre i Norges nye generation af producere er også Svein Berge og Torbjørn Brundtland vokset op i Tromsø. Her lånte de i begyndelsen af 90’erne en sampler, flirtede lidt med selskabet Apollo og dannede 5 år senere i Bergen Röyksopp – et navn der leder tankerne hen på sådan noget som ’røget suppe’. De udgav et par 7-tommere på det lokale Tellé label (Bjørn Torske m.fl.), og kom snart efter i søgelyset hos Englands Wall of Sound, som nu altså udsender den norske duos debutalbum. Og her er der ikke noget røget suppe, men en fin blanding af soundtrack egenskaber og gode sange – og især i nummeret Remind Me, med tåspids bas og laber melodi. Fuld af natklub stemning (altså den tilrøgede og draperede natklub med saxofon), diskret i begyndelsen, men lad det snurre og fylde stuerne: ”det er litt sånn typisk musikk som man hører på hos andre. Hos kamerater eller på fest”, som Svein Berge selv siger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA