x
Rick Astley: Keep It Turned On

Rick Astley
Keep It Turned On

Rick Astley: Keep It Turned On

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 19.11.2001
Anmeldt af
Gro Høyer Thielst

Engang for mange år siden skulle studieværterne på en lokal radiostation i Odense give flødeboller til hele stationens ansatte, hvis vedkommende spillede Rick Astley. Dengang var det pinligt, meget pinligt, at lytte til sange som Whenever You Need Somebody og Never Gonna Give You Up. I dag betragter mange sangene som guldrandede popperler, og selv Rick Astley må drømme sig tilbage til de glamourøse dage. For der er ikke meget lir af samme skuffe på den nu 35-årige sangers album Keep It Turned On. Musikken er skarpt delt op i to lejre. I den ene er det nærmest moderne disco krydret med Cher-finden henover Rick Astleys vokal, mens man i den anden lejr skal være godt sulten efter sjælere for ikke at miste appetitten. Her sprøjtes lytteren til med hjerte knusende kærlighedssange og får virkelig Rick Astleys smerte at føle. Det vil ikke undre undertegnede, hvis folk med hang til Rick Astley renser ørerene efter med dødsmetal. Keep It Turned On, hvis du skal chikanere en under- eller overbo.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA