Thomas Helmig: Isityouisitme

Thomas Helmig
Isityouisitme

Thomas Helmig: Isityouisitme

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 22.10.2001
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

DR kører et svært underholdende børneprogram kaldet Trafikdengsen med den store skuespiller Ole Thestrup.

Thomas Helmig er om nogen den danske musikverdens popdengse. Han har nu gennem 11 album sat sine eftertrykkelige spor på den danske popscene med hans eminente fornemmelse og talent for sorgløs og salgsbar popmusik. Man kan være stærkt frastødt af tidlige klæbrige danske poprock og måske synes, at hans engelsksprogede meritter ikke holder i den store verden. Men håndværket har aldrig fejlet noget og populariteten har været stor og konstant hos Helmig, der gang på gang har vundet prisen som årets popdengse.

Efter det voksne og meget vellykkede Dream-album har Thomas Helmig atter fundet de røde og spidse dansesko frem på et soulinspireret album, der vrider sig i perfektionistisk elegance og en ekstremt forførende lyd. Isityouisitme er soul, så det driver ned af væggene og med en Thomas Helmig i en falset, der nok skal udløse en ny kastebølge af bløde bamser. Han har altid haft Marvin Gaye tæt inde på livet og gjort et par seriøse forsøg på Rhythm og Groovy Day, men det er først på Isityouisitme, at han rammer tonen fuldkommen rent.

Bortset fra lidt krukket Prince-nostalgi og et par udslidte Helmig-sange er det førsteelskeren, som blidt sukker sig gennem en række æggende soulsange, der på Isityouisitme sætter Thomas Helmig i en klasse for sig selv og giver baghjul til samtlige danske popsangere. Isityouisitme har da også et par internationale kapaciteter som ophavsmænd til den forbandede lækre og blærede lyd, men i sidste ende er det Thomas Helmig selv, der skal kunne stå distancen på albummet, og det klarer popdengsen med ubesværet elegance. Isityouisitme er en født sovekammer-klassiker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA