x

Zad Moultaka
Anashid, feat. Fadia Tomb El-Hage

Zad Moultaka: Anashid, feat. Fadia Tomb El-Hage

GAFFA

Album / Network
Udgivelse D. 30.09.2001
Anmeldt af
Torben Holleufer

Flot værk fra den kristen-libanesiske komponist Zad Moultaka, som forener vestlig kompositionsmusik med den kristen-libanesiske og orientalske tradition, som den først og fremmest kendes fra den store sangerinde Fairuz og hendes samarbejde med Rahbani-brødrene på store operalignende værker. Eller gruppen Sabah, som også tegnede nogle af de samme spor. Optagelsen her er resultatet af et imponerende fransk-libanesisk samarbejde mellem komponist, kor, symfoniorkester og sangerinden, som i skønhed godt kan fremkalde mindelser om den nu aldrende Fairuz.
Musikken er egentlig klassisk, men har i sig spor af arabiske maqam-rytmer, en kombination, der virker utroligt frisk og nyskabende. Ingen tvivl om, at vi her står over for en orientalsk komponist, vi kommer til at se meget mere til. Der er mindelser om Orffs berømte Carmina Burana, men så afgjort i en orientalsk ramme, som skaber en vidunderlig intensitet og lethed, trods den massive orkestrering. I øvrigt optaget live ved den store Baalbek-festival i Libanons Bekaa-dal i sommeren 2000.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA