x
Saranoah: Mund til Mund

Saranoah
Mund til Mund

Saranoah: Mund til Mund

GAFFA

Album / Cope Records
Udgivelse D. 07.11.2001
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

I en tid, hvor stort set hele den danske musikbranche er sat i et stort fællesklynk over dalende salgstal og påstået manglende spillerum på radioens P3, er der heldigvis stadig unge talenter, der fortsat kun tænker i musik. Den unge debuterende duo Saranoah vil hverken finde vej til den officielle IFPI-hitliste eller P3, men musikken vil alligevel bestå og kunne høres sine egne steder. Mund Til Mund er nemlig noget så sjældent som et album, der lyder helt oprigtigt i sin barberede tone. Saranoah er kun Sara Grabows imponerende stemme og Noah Rosanes’ inciterende akustiske guitar og intet mere. Et på mange måder ufuldstændigt og næsten ubehjælpsomt album, der alligevel trænger sig alvorligt på i sin enkle formfuldendelse.
Udgivelsen er i sig selv lidt af et vovestykke, og det kræver desuden noget af et mod at debutere i denne fuldkomne nøgne produktion. Derfor bliver albummets styrke også dets svaghed, fordi det er svært at holde nærværet i ånde på 13 sange i træk. Når det alligevel lykkes for Mund Til Mund at stå distancen, er det fordi Sara Grabows stemme ganske enkelt er så pragtfuld, at den flytter fokus fra de lidt ubehjælpsomme sangtekster, der vidner om en del ungdommelighed.
Men duoen har det heller ikke fra fremmede, da Sebastian og Tamra Rosanes har et par gener med i spillet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA