x

Dilated Peoples
Expansion Team

Dilated Peoples: Expansion Team

GAFFA

Album / Capitol / CMC
Udgivelse D. 23.10.2001
Anmeldt af
Mark Dalhoum Pedersen

L.A. er mere end lo-ridaz, bloods, crips, Lakers, og Dre og Snoop. Det gør Dilated Peoples os opmærksom på med deres andet album Expansion Team.
Med sin ultra-undaground-lyd er det tvivlsomt, at E.T. vil tiltrække et publikum, som ikke allerede kender til gruppen eller er nede med genren. Og for nogle er dette en svaghed, men for andre en styrke. En ting er dog helt sikkert: Dilated Peoples leverer med Expansion Team et aldeles solidt andet album.
Den første single Worst Comes To Worst må siges at være pladens højdepunkt med sin udmærkede kombination af god produktion (Alchemist), gode rim og fint koncept. Heavy Rotation med Tha Liks fungerer ligeledes rigtig godt, og Proper Propaganda er ganske enkelt off tha hook.
En gang imellem synes tingene dog at gå lidt for sløvt for sig; især kan Evidences over-nasale og mega-monotone flow godt være et mindre irritationsmoment i sig selv. Desuden er nogle af produktionerne lige en tand for sløve og lever ikke op til standarderne sat af f.eks. ovenstående materiale.
Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at undergrundshoveder vil nikke i dagevis til Expansion Team


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA