x

Barry Adamson + Pan Sonic
Motorlab #3

Barry Adamson + Pan Sonic: Motorlab #3

GAFFA

Album / Kitchen Motors / import
Udgivelse D. 11.12.2001
Anmeldt af
Jakob Rosenbak

Island er nærmest notorisk for sit ry som det land i verden, hvorfra der er kommet mest succesfuld og nyskabende alternativ musik i de seneste år. I hvert fald per indbygger - og Björk, Sigur Rós, Gus Gus og Múm er blot et par af de bedste eksempler. Men de kreative kilder på øen har også andre udspring, og Kitchen Motors er et af de mest interessante. Projektet arrangerede i 2000 en række sessions, hvor islandske og udenlandske artister blev sat til at improvisere sammen, og de første to Motorlab-kompilationer giver et indblik i, hvad der kom ud af disse eksperimenter. Til denne treer foreslog Kitchen Motors det tidligere Magazine-/Bad Seeds-medlem Barry Adamson og Finlands industrielle techno-pionerer Pan Sonic, at de skulle producere et fælles korværk. De takkede ja til invitationen, og resultatet er The Hymn Of The 7th Illusion, der præges af Adamsons fornemt arrangerede cinematiske forløb sunget af et islandsk kor. Pan Sonic leverer stiltiende rytmer og klange, men deres tilstedeværelse i lydbilledet er alligevel stærk og giver værket en del kanter, som på én gang gør det faretruende, men også utroligt smukt. På cd’en er der også et Hafler Trio- remix af kompositionen, og Sheffield- legenderne skaber en lang afvekslende flade af ambient, industriel improvisation og rytmiske sekvenser af grundmaterialet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA