Envelope
Stay
Envelope: Stay
GAFFA
Album /
Udgivelse D. 11.01.2002
Anmeldt af
Erik Barkman Petersen
Danske Envelope lægger blødt ud på debut-cd'en Stay. Enkel og melodiøs pop/rock med masser af guitarklimpreri og korharmoni, gerne tilsat et stænk tresserpop eller en knivspids bossa nova. Nu og da gives der endda en guitarfræsende hymne, og en enkelt ulmende og dyster ballade er det også blevet til (den fremragende House of Decay), men som oftest holder Envelope sig til pop/rockens tæt trafikerede hovedstrøm.
Resultatet er blevet en debut, der ikke gør det helt store indtryk, også fordi sanger og sangskriver Christoffer Høyer mangler lidt gammeldags poptæft: De færreste sange på Stay fæstner sig for alvor til hjernebarken, selvom det tydeligvis var hensigten. En smule sjusk med instrumenterne i ny og næ og en lidt tynd, demoagtig produktion fuldender billedet af en debut-cd med en del børnesygdomme.
Et mesterværk i første forsøg er det med andre ord ikke blevet til, men der er heldigvis en del at bygge videre på.