x

Brandy
Full Moon

Brandy: Full Moon

GAFFA

Album / Atlantic / Warner
Udgivelse D. 25.02.2002
Anmeldt af
Sohail Hassan

En af sværvægterne i moderne R&B er her med sit kun tredje album. Man skulle tro, det var løgn, at Brandy på trods af hendes kun 23 år og to tidligere album er et af de største navne inden for genren. Det skyldes evt., at hun også har haft sin egen succes-tv-serie Moesha og har medvirket i spillefilm. Men mest af alt skyldes det nok hendes utrolige sang-talent og to tidligere album, der oser af kvalitet. På hendes andet album Never Say Never opstod fusionen mellem hendes vokal og geni-produceren Rodney ”DarkChild” Jerkins' lyd, der hævede albummet til en milepæl i 90’ernes R&B-historie og lagde stilen for det nye årtusind. Nu er det tre år siden, og forventningerne er ikke høje, men kanonhøje. Efter de første mange gennemlytninger kan jeg kun sige, at det holder 100. Hun gør det igen. Den store forandring skulle ifølge hende selv være, at hun ikke længere er en ung pige, men en kvinde. Hun er flyttet hjemmefra og er blevet mere selvstændig. Den første single What About Us? fik rejst et øjenbryn eller to hos selv den kræsne del af R&B-publikummet pga. den nyskabende forskubbede rytme, som næsten lyder, som om den er kørt baglæns, mens Brandy synger staccato-agtigt i halve sætninger. Efter en vis tilvending går den rent ind og bliver en ørehænger i bedste Rodney/Brandy-stil. Resten af albummet rummer flere perler fra teamet samt en masse mere traditionelle, men veldrejede ballader. Brandys vokal og superkritiske sans for gode numre og tekster sørger for den høje standard. Om Full Moon topper de tidligere udgivelser, kræver flere gennemlytninger. Umiddelbart gør den ikke, men det er en velkommen skive. Som en bonus er Phil Collins- cover-duetten Another Day In Paradise med broderen Ray J. inkluderet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA